Om os

Mund- og Fodmalende Kunstnere i Danmark har rødder helt tilbage til 1956, hvor maleren Erich Stegmann og en lille gruppe kunstnere med handicap fra otte europæiske lande dannede en forening til selvhjælp. Erich selv var ramt af polio og voksede op uden at kunne bruge sine arme, men opnåede alligevel en succesfuld karriere i Tyskland ved at male med en pensel i munden.

Han troede på, at hvis kunstnere med lignende udfordringer gik sammen, kunne de skabe en fremtid, hvor de levede af deres kunstneriske arbejde — og oplevede den arbejdssikkerhed, som tidligere havde været uden for rækkevidde.

Målet var at kunstnerne skulle kunne forsørge sig selv gennem salget af deres værker – som gengivelser på kort, kalendere, plakater og bøger m.m. – og det blev begyndelsen på en enestående og verdensomspændende kunstnersammenslutning. I dag har foreningen over 800 kunstnere i mere end 70 lande verden over.

 

Foto af Erich Stegmann; “En maler består jo ikke kun af sine hænder, han maler med sit hjerte.”

Fællesskab frem for velgørenhed

Et af Erich Stegmanns vigtigste budskaber var, at Foreningen af Mund- og Fodmalende Kunstnere aldrig måtte betragtes som en velgørenhedsorganisation – selvom mange medlemmer sad i kørestol eller lå i hospitalseng.

For ham var nøgleordet fællesskab. Ord som velgørenhed og medlidenhed føltes for ham forkerte – fordi kunsten ikke udsprang af medlidenhed, men af talent, vilje og passion.

Denne holdning har fulgt os lige siden.

Foreningen har altid været styret af kunstnerne selv og giver i dag sine medlemmer både en tryg indkomst og et meningsfuldt arbejdsliv på trods af deres store fysiske udfordringer. Vores medlemmer optaget først i foreningen som stipendiater og når de opnår et niveau, bedømt til at være på højde med professionelle ‘ikke-handicappede’ kunstnere, vil de modtage en månedlig indtægt resten af livet — også hvis sygdom på et tidspunkt gør, at de ikke længere kan male.

Forfatteren og mundmaleren Christy Brown (1932-1981), som var medlem af foreningen og kendt for sin bog “Min venstre fod”, beskrev med disse ord, hvad kunsten betød for ham:

“At male blev livet for mig. Ved at male lærte jeg at udtrykke mig selv på mange raffinerede måder. Herigennem gav jeg udtryk for alt det, jeg så og følte – alt det, der foregik i min sjæl.”

Også hos vores danske mundmaler Ann Lund Wahlberg er det ikke svært at få øje på, at mange af hendes værker afspejler dét, som Ann ser, men aldrig selv har kunnet; den frie leg i barndommen, ballettimerne i ungdommen og det lette tråd i højhælede sko som ung kvinde. Ann har, siden fødslen, været lammet fra halsen og ned og har derfor hele sit liv siddet i kørestol. Alligevel bevæger hun sig med lethed igennem livet og er på rigtig mange måder et forbillede for andre.


Mundmaler Ann Lund Wahlberg

Mundmaler Ann Lund, mundmaler Ruth Christensen og engelske mund- og fodmaler Tom Yendell.

Isabel og Louise fra forlaget samt mundmaler Ann Lund 🙂

 

Læs mere

Her kan du læse mere om nogle af vores danske kunstnere og deres arbejde: